Få en skøn feriebolig på idylliske Fejø

Ferieboligen
Boligerne er bygget sammen 2 og 2 til 8 dobbelthuse. Hver bolig er på 59 m2 og består af stue og køkken ud i ét - i alt 33 m2. Køkkenet er et nyt Vordingborgkøkken med køl/frys, glaskeramisk komfur, varmluftovn, emhætte og opvaskemaskine. I nogle af husene er køkkenerne ikke færdigmonterede, og du kan nå at få indflydelse på valg af køkkenlåger og bordplade. Der er soveværelse og et værelse samt nyrenoveret badeværelse med gulvvarme, håndvask, toilet og bruseniche. Alle vægge og lofter er malet hvide, og gulvene er nyrenoveret, massiv bøgeparket. Husene er nymalede svenskrøde eller sorte med hvide vinduer og teglfarvede eternittage. 
Til hver bolig hører 1-2 træterrasser - 15 m2 mod syd eller øst og 12m2 mod nord eller vest. Husene ligger på et stort fællesareal med græs og beplantning og med udsigt til hav og åbne marker, kun 500 m fra købmanden.

Ejerforening
Der er etableret en ejerforening, bestående af repræsentanter fra de nye ejere af husene. Ejerforeningen træffer beslutning om vedtægter for foreningen og for anvendelsen af fællesarealet og størrelsen på fællesudgifterne til græsklipning, forsikring mv.
Den enkelte boligejer skal kun sørge for den indvendige vedligeholdelse og skal hverken slå græs, rydde sne eller male udvendigt. Boligen er derfor velegnet for de, der værdsætter at bruge fritiden på andet end havearbejde.

Området
Husene ligger i Østerby – 4 km fra færgehavnen i Vesterby, og har tidligere hørt til Landbolyst, som var et hotel og gæstgiveri. Landbolyst er fra 1773 og er et hvidt bindingsværkshus i 2 etager. Landbolyst påtænkes renoveret  og etableret som bed & breakfast. Indkørselen til ferieboligerne er pt. langs med Landbolyst men flyttes i efteråret 2015 til Herredsvej 295, der er købt af feriecenteret.
Der er strand 1 km fra husene både mod nord, øst og syd. Mod syd – ved Sletterstrand – er der ny badebro, og stranden er tildelt blåt flag.

Dybvig havn er en idyllisk lystbådehavn med et gammelt bådeværft og er hjemsted for de 2 pæreskuder, som bl.a.sejler til København med frugt i september. Dygvig Havn er også centrum for "æblets dag", som afholdes hvert år den første lørdag i efterårsferien. På "æblets dag" sælges alt, hvad der kan fremstilles af æbler – friskpresset æblesaft, æbleflæsk, æblekage mv. og dagen må betegnes som øens "byfest". Hvert år fremstilles en stort maleri af æbler, som også er udstillet på havnen.

Skalø er forbundet med Fejøs nordvestligste hjørne med en dæmning, og øen er et eldorado for fugleelskere. I det lave vand langs dæmningen trives vadefugle af alle slags, og Skalø er opholdssted for mange trækfugle både forår og efterår.

Fejø er iøvrigt kendt for et meget aktivt foreningsliv og en meget engageret befolkning. Der er flere laug – tromlelaug, møllelaug mv., og Fejø Mølle er netop blevet nyrenoveret og forsynet med nye vinger.

Psykologi
Straks, når færgen lægger fra land i Kragenæs, stiller man automatisk om fra stress-mode til ferie-mode. Efter kun ca. 15 minutters rolig sejlads lander man i Paradis med frugt og blomster og fugle og venlige mennesker, og alt ånder fred og ro. Overalt på øen er der hastighedsbegrænsning på 50 km/t, så de bløde trafikanter kan bevæge sig rundt uden fare.

SE SALGSOPSTILLING